Sådan oplevede Crossbladet, DMU Yamaha Kids Cup 2023 i Børkop
Lørdag 20. Maj 2023 var Crossbladet med til afdeling 2, af DMU Yamaha Kids Cup 2023, hos Børkop Motor Sport.
Som nævnt tidligere, så skulle crossbladet have været ankommet allerede om fredagen, med vores rullende kontor, men det ene støtteben var gået til, så vi måtte tidligt op, og afsted lørdag morgen. Vi ankom i rimelig god tid, syntes vi selv, for her var informationsmødet netop overstået i ryttergården, men allerede her, der var det pakket med biler, og vi måtte parkere langs grusvejen, i indkørslen. Den havde vi ikke lige set komme, og måtte jo betyde, at der var mange til ræs, men efter lidt forhandlinger med formanden, så fik vi bilen lidt tættere på området.
80 kørere fordelt over klasserne
Det lyder måske ikke af meget, med 80 kørere, men så skal man lige beregne, mindst to forældre, hjælpere, og diverse andre besøgende med, og så blev det pludselig til mange. Sjovt nok, så var der børn i alle aldre overalt, og de hyggede sig med leg i og omkring ryttergården, når der ikke skulle køres ræs. Dette var uden tvivl, børnenes dag, ja og forældrenes, for de hyggede sig bestemt også.
(Artiklen fortsætter efter billederne)
Vild hyggelig stemning
Der gik ikke langt tid efter at vi havde fået detaljerne på plads, at vi smuttede en tur rundt i ryttergården, som noget af det første, for der var enkelte kendte ansigter, og en masse nye. Der er altid en helt speciel stemning i ryttergården, ligegyldigt hvornår man kommer forbi, og ungerne ville hellere end gerne stille op til et billede, så man følte sig bestemt velkommen.
Vi elsker at snakke med en masse mennesker, og det fik vi masser af muligheder for, og vi mødte også en masse søde mennesker på denne ene dag. Vi har blandt andet snakket lidt om hvem crossbladet er, og hvor de forskellige kørere var fra, og her var mange af klubberne samlet, nogenlunde samme sted, allesammen, da de fleste ankom på samme tid, dagen før.
(Artiklen fortsætter efter billederne)
Rigtigt mange klasser
Vi havde fået programmet, men måtte erkende, at bare man var uopmærksom, et heat eller to, så kunne man hurtigt miste overblikket. Vi var ikke de eneste, der havde det sådan, men der er godt nok også mange ting, man skal holde styr på, udover ungerne, der var overalt. Her kunne vi for alvor mærke, at vi var på udebane, når vi var oppe på selve motocross banen, for der var rigtigt mange mennesker samlet, specielt i forbindelse med de heat der skulle afvikles, men der var jo en mening med det hele. Der var simpelthen lavet opsamlingsposter, som forældrene blev sendt til, og så skulle man hjælpe, hvis nogle havde uheld (også selvom det var modstanderen), og dette syntes vi altså var ret smart, og fungerede rigtigt godt, for man vil jo kun ungerne det bedste.
Man burde jo lave de her opsamlingsposter, når der køres Oldboys løb 😀
(Artiklen fortsætter efter billederne)
Alle var lige, uanset hvad
Der var naturligvis nogle, både på fire, og to hjul, der kørte meget hurtigere, end de andre, men alle var lige, og vi kan godt lide, når de alle får den samme opmærksomhed. Kids Cup konceptet er rigtigt godt, for alle får en masse opmærksomhed, og på samme tid, en rigtig fed oplevelse med sporten, og det kunne man godt gøre lidt mere i, i andre sportsgrene. Motocross og ikke mindst sammenholdet, og hjælpsomheden, på tværs, er helt unikt, så man ser bare, at mange gør alt hvad de kan, for at så mange som muligt kan holdes kørende. Det er noget vi har nævnt tidligere hos de voksne kørere, men det findes altså også her.
Positiv oplevelse
Det har været en positiv oplevelse, at opleve DMU Yamaha Kids Cup, og ikke mindst måden, som det blev afviklet på, hos Børkop Motor Sport, hvor vi ikke oplevede nogle “episoder” nogle steder. Der var styr på det hele, og hvis der ikke lige var en forhåndslavet plan, så blev tingene løst.
Vi måtte kaste håndklædet i ringen
Crossbladet tager som regel billeder af alle de kørere, som får overrakt pokaler, eller af andet, der er sponsoreret, men til Kids Cup, der måtte vi simpelthen kaste håndklædet i ringen. Vi stod klar i god tid, og lavede en plan, så vi ikke gik i vejen for de andre fotografer, men da det hele startede, så måtte vi opgive projektet.
Vi blev overhalet af paparazzi forældre, der bare skulle have et billede, med mobilen, og her kunne vi hurtigt se, at det blev nær en umulig opgave, så vi trak os, og smuttede lidt på afstand, og tog lidt billeder af hele flokken, og det ved vi med sikkerhed, at ingen andre gjorde. Det tager vi med et smil, for det er jo en ny verden, man skal vænne sig til, og forældrene skal vi ikke være uvenner med 🙂
Se vores billeder fra Kids Cup i Børkop
Vi samlet alle vores album på siden MX Billeder her på crossbladet, så du kan finde frem til alle de billeder som vi knipser rundt omkring i landet. Du kan også finde både billeder og video på vores Instagram, der hedder Crossbladet.dk – Husk at kreditere vores billeder, når du bruger dem.
Se også: Du kan læse vores retningslinjer på crossbladet her (billeder osv)