Keld Vestergaard i alvorligt uheld til 72h de Pont-de-Vaux 2024
Keld Vestergaard er blevet indlagt, og skal opereres i Frankrig, efter alvorligt uheld til det årlige 72h de Pont-de-Vaux.
Da crossbladet var med til Stubmark Race lørdag, fik vi en ret kedelig nyhed, af en quad deltager, der desværre ret hurtigt blev bekræftet af Keld Vestergaard selv. Keld Vestergaard og hans bror Ricco, har igen her i 2024, været med til det årlige 12 timers løb i Frankrig, der hedder 72h de Pont-de-Vaux, og her startede de virkelig godt ud, men det gik desværre galt, og Keld blev indlagt.
Kunne ikke komme på benene
Keld Vestergaard har lavet et opslag på Instagram, hvor han fortæller sin version af uheldet, dog på engelsk. Keld og Ricco var kommet rigtigt godt i gang, hvor Keld var godt med i starten, og kørte den første time, hvor de førte deres klasse, og var 8ér samlet. Ricco tog over efter en time, og så gik udstødningen i stykker, og de måtte i pit, og skifte en del ud. Herefter tog Keld over, og kom på banen, men lavede en fejl i et sving, hvor han røg af cyklen, og landede på hovedet. Keld der er kendt for at være ret stædig, fik skubbet maskinen i gang, og fortsatte med at køre i omkring 20 minutter, selvom det gjorde ondt i nakke og ryg, og til sidst måtte han give fortabt, og køre i pit, så Ricco kunne tage over. Keld kom af maskinen, og gik i knæ, og kunne ikke komme op igen, og havde problemer med at bevæge sig, og så blev der tilkaldt en ambulance.
Billeder fra ryttergården (privat foto) kan man se på hans Instagram.
Vågen og ved godt mod
Vi skrev med Keld lørdag, men ringede til hans søster Majken, søndag, for at høre lidt ind til, hvordan det hele gik, og hun var bestemt ikke imponeret af det Franske sygehusvæsen, og de måtte ikke få ham med hjem til Danmark, da det jo tager mindst 15 timer at rejse. Majken fortalte at vi bare kunne ringe til Keld, så det gjorde vi, og fik en lille snak med ham, direkte fra sygesengen.
– Jeg skal opereres i starten af den nye uge, og først herefter ved man hvordan det ser ud, fortalte Keld Vestergaard til crossbladet, da vi snakkede med ham. Keld´s far og mor er blevet i Frankrig, og bliver dernede til Keld kan udskrives, mens resten af familien er taget til Danmark.
Komplekst brud i ryggen og et brud i nakken
Det er langt fra første gang, at Keld har været i et grimt uheld, for i september måned 2023 skrev vi om Keld, der havde brækket tre lændehvirvler og lavede et vildt comeback. Men denne gang er det nok, og Keld Vestergaard skriver på Instagram, at når man er så heldig (igen), så er det nok bedst at stoppe, mens legen er god. Dem der så kender Keld, ved også at han aldrig kan holde sig fra banen, men om det bliver med eller uden en maskine, det kan kun tiden vise, for han er pænt stædig.
God bedring
Du kan smide en hilsen til Keld Vestergaard, og se lidt mere fra uheldsdagen, på hans tilknyttede Instagram her, hvis du føler for det. Vi vil også gerne benytte muligheden igen, for at ønske dig god bedring, og alt muligt held og lykke, med at komme tilbage til hverdagen.